Koordineringsarbejdet: opgaven, ingen har søgt om

Der findes en type arbejde, ingen har søgt om at få, og som ingen bliver oplært i. Den har ikke en titel, den står ikke i en journal, og den bliver sjældent nævnt, når man spørger en familie, hvordan det går.

VIVE beskriver den i en undersøgelse fra 2024 som koordinerings- og overbliksopgaver — ved siden af de psykosociale, de plejemæssige og de praktiske.

Det er fire ord for noget, der i praksis ligner dette: at huske hvem der har sagt hvad. At vide hvornår der blev søgt om noget. At holde rede på, hvilken afdeling der venter på svar fra hvilken anden, og at ringe igen, når ingen ringer tilbage.

Hvorfor det er anderledes end de andre opgaver

De andre opgaver har en begyndelse og en slutning. Man kører til en aftale, og så er man kørt. Man laver mad, og så er der lavet mad.

Koordineringen slutter ikke. Den ligger og kører i baggrunden hele tiden, også om natten, også i weekenden, også når der ikke sker noget. Det er ikke antallet af opkald, der tærer — det er, at man ikke kan lægge det fra sig, fordi ingen andre har overblikket.

Og det er netop det, der gør den usynlig. En opgave, der ikke har en varighed, kan man ikke sætte tal på. Den optræder ikke i nogen opgørelse, og derfor optræder den sjældent i en samtale om, hvad familien har brug for.

Sådan ser en uge ud

Ikke dramatisk. Det er pointen.

Mandag ringer man, fordi der skulle være kommet et svar i sidste uge. Man får fat i en, der ikke har sagen, og som lover at give besked videre. Tirsdag kommer et brev, der henviser til en afgørelse, man ikke kan finde. Onsdag er der en aftale, som kræver fri fra arbejde, og hvor det meste af mødet går med at genfortælle noget, der allerede står skrevet et sted.

Torsdag sker der ikke noget, og det er værre, end det lyder, fordi man bruger dagen på at overveje, om man burde rykke igen, eller om man så bliver den besværlige.

Fredag ringer skolen om noget helt tredje.

Ingen af dagene indeholder en katastrofe. Lagt oven på hinanden i halvandet år bliver de til en fuldtidsstilling, ingen har ansat nogen til.

Kompensationen

Der er en sætning i VIVE’s undersøgelse, der er værd at læse langsomt: pårørende kompenserer i nogle tilfælde for systemets ressourcemæssige utilstrækkeligheder.

Det er en nøgtern formulering af noget, der formentlig er genkendeligt for enhver, der har prøvet det. Når to instanser ikke taler sammen, er det den pårørende, der bliver kanalen. Når en oplysning falder mellem to systemer, er det den pårørende, der bærer den over.

Undersøgelsen er kvalitativ og siger ikke, hvor udbredt det er. Den siger, at det sker. Vi kommer ikke til at sætte et tal på det, for det kan kilden ikke bære.

Og for at være tydelige: det her er ikke en anklage mod nogen. De mennesker, familierne møder, gør som regel deres arbejde ordentligt inden for den ramme, de har. Problemet er sjældent et menneske, der ikke gider. Det er, at ingen er sat til at holde den samlede tråd, og at den så falder til den, der ikke kan lade være.

Fire ting, der gør en forskel

Igen med det forbehold, at det her er foreningens vurdering, ikke noget kilden dokumenterer.

Én indgang. Ikke nødvendigvis én person, der kan alt — men ét sted, hvor man kan spørge, uden først at skulle regne ud, hvem der har sagen.

Skriv, hvad der blev aftalt. En kort besked efter et møde sparer familien for at være det eneste sted, hukommelsen findes.

Sig, hvornår man hører fra jer. “Vi vender tilbage” er en åben opgave hos modtageren. “Vi vender tilbage senest fredag” er ikke.

Spørg, hvem der holder overblikket. Ofte er det én person i familien, og ofte er vedkommende meget træt.

Hvad foreningen laver med det

Ærligt: ikke ret meget endnu. Foreningen blev stiftet i juli, og vi er i gang med at finde ud af, hvor vi kan gøre mest nytte.

Det, vi kan lige nu, er at samle på det konkrete. Ikke det store og politiske — den ene ting, der ville have gjort en enkelt uge lettere. Vi bruger det til at forstå, hvad der skal bygges, og til at kunne sige noget præcist, når vi taler med nogen, der kan beslutte noget.

Du kan læse om, hvad vi arbejder med, under det gør vi, og hvis du selv står i det, ligger der en side til familier og pårørende.

Hvad ville have gjort koordineringen lettere for jer? Vi samler på det konkrete.